Tilbake

Vise-Todne

NORSK ORIGINAL

Vise-Todne. Vise-Todnes Moder var en gammel Kone som for lenge siden boede i Lyngdal. Hun vilde gjerne blive "vis" eller "klog", og havde derfor fanget en Kvitorm, antagelig paa sædvanlig Maade (sml. Naturrigerne, Nr. 471-474). Ormene holde nemlig til visse Tider "Ormestevne" eller "Ormething". Hertil samles alle Slags Orme: Hugorme, Hjulorme, som kunne bide sig i Spelen og rulle afsted som et Tøndebaand, og Kvitorme, der ere hvide af Farve med en rødgul Ring om Halsen. I ethvert "Ormehid" eller "Ormebøle", er der en Kvitorm, og under Stevnet eller Thinget slaa de myldrende Skarer Kreds om denne. Paa Thinget afgjøre de sine Anliggender. Den Orm, som sidst kommer til Stevnet, bliver ofret, idet den hele Sværm anfalder og bider den, saa den bliver til en uformelig Masse; naar denne siden størkner, bliver den til den kraftige "Busten". Har nogen forseet sig, holdes der Dom, og naar Forsamlingen er endt, findes den Dømte ligeledes som en Klyse. Der kjæmpes, og den Seirende bliver Drage. Om Kveldene sammenslynge alle Orme sig i utallige Bugtninger, vende Hovederne udad, sprude Edder og hvæse eller opføre en Art hæs, ensformig Sang, som mange have hørt i den forunderlige Jonsoknat. Da gjælder det for den, som vil erholde Kvitormen, at skride med bare Ben ind i den hvæsende, edderfyldte Vrimmel, gribe den giftige Troldorm og vride halsen om paa den og derpaa ile afsted med den hele Ormesværm efter sig i Hælene. Paa nogen anden Maade har neppe Vise-Todnes Moder kunnet fange Kvitormen. Da Vise-Todiles Moder lykkelig var kommen hjem med Kvit- ormen, nørde hun paa Varmen og hængte Gryden over for at koge den. Efter gammelt Sagn vilde Fedtet samle sig ovenpaa til en Blære, blank ligesom af Guld, og den, som spiste denne fik Visdom. Under Kogningen havde hun et ærinde ud i Fjøset og befalede sin Datter, Todne, at passe Gryden imens, men for- bød hende strengt at se ned i den. Herved pirredes hendes Nysgjerrighed, og saa fort Moderen var afsyne, tog hun Laaget af Gryden. Til sin forundring fik hun heri se en Guldblære flyde. Hun vilde tage den med Haanden, men brændte sig paa Fingrene, stak disse, som Børn pleie, i Munden, og Blæren fulgte med. Derpaa gik Todne ud i Fjøset til sin Moder, og strax begyndte hun at spaa om, hvad Slags Kalve enhver af Kjørene skulde faa, og hvad Farve de vilde have. Moderen nød Hvidormens Kjød, men til ingen Nytte. Todne beholdt Visdommen og kaldtes fra den Tid af "Vise-Todne".
Informasjonom sagnet og kilden