Tilbake

Uten tittel

NORSK ORIGINAL

Der boede en Tusse i Bringsaas, som heed Skáne; Andre sige at han heed Vinfell. St. Olaf havde mange Kirker at bygge og han maatte have Folk med sig som fore fort. Han gjorde da den Aftale med Skáne Bringsás, at han skulde bygge Selgjords Kirke og have den færdig inden en vis Tid, men hvis ikke St. Olaf inden Kirken var færdig gjættede Tussens Navn, saa skulde Tussen have Sol og Maane og St. Olafs Hoved. Det gik nu som man kunde vente fort med Arbeidet, men Olaf kunde ikke faae vide, hvad Tussen heed. Det leed mens det skred og Kirken var færdig, saa nær som Spiret og Fløiet, som skulde paasættes næste Dag, men Olaf vidste endnu ikke Navnet paa Tussen. Da kom han i stor Vaande og bad til Gud om Oplysning. Siden gik han om Kvelden op i Bringsaas for at hugge et Emningstræ, som han skulde have til Kirkespiret, og da hørte han at det sang inde i Berget. Tussekjærringen byssede sit Barn og kvad: By, by bánne imorgo keme Skáne med sol og med máne, og med sanct Olafs hovud til leikur fer bánne. Nu var St. O1af hjulpen. Da nu Tussen næste Dag havde reist Spiret og Kirken var færdig, sad han deroppe stolt af sit Arbeide og vis paa sin Belønning. Da raabte han til Olaf og spurgte: «Hossi vender kyrkja no Olaf?» «Aust og vest Skáne,» svarede Olaf, men da blev Tussen saa vred at han datt ned af Kirketaget og slog sig ihjæl. Kirken staaer den Dag idag og har altid været kaldet St. Olafs Kirke, men ved Siden af den og paa samme Kirkegaard har der ogsaa staaet en anden og mindre Kirke, der kaldtes Haralds Kirke, hvoraf man nu blot seer Tuften. De vare i sin Tid begge paa engang i Brug. Tussekvindens Kvad er bleven en almindelig Barnetull, hvormed Bondekonerne bysser sine Børn i Søvn, og saaledes vil Sagnet om St. Olaf og Skáne Bringsás ikke let glemmes.
Informasjonom sagnet og kilden